Administrator har adgang til en oversigtsside under Hjælp > Systemtjek med mange nyttige oplysninger om det aktuelle site. Siden rummer desuden en række systemværktøjer til afhjælpning af problemer.

Systemværktøjer



Opdater SkoleIntras databaser

Efter hver programopdatering udføres der normalt en automatisk opdatering af databaserne, så datastrukturen svarer til det, som programkoden forventer. Hvis den automatiske opdatering af en eller anden årsag ikke gennemføres normalt, kan man igangsætte databaseopdateringen manuelt ved at klikke på dette link. Databaseopdateringen kan tage op til flere minutter.
 

Reparer PersonaleIntras tabeller

Nogle typer af tabelfejl kan løses ved at køre en database-reparation med dette indbyggede værktøj. Desværre er det ikke alle tabelfejl, der lader sig løse på denne måde. Hvis reparationen ikke lykkes, bør man hurtigst muligt kontakte UNI-C Support.
 

Reparer ElevIntras tabeller

Som ovenstående, men med ElevIntras database.
 

Reindekser dokumenter i dokumentarkiver

Dokumentarkiverne består af en række filer og mapper på serverens harddisk og et database-lag, som holder styr på rettigheder og historik. Undertiden kan relationerne mellem filerne på serverens harddisk og oplysninger om dokumenterne i databaserne komme ud af trit uvist af hvilken årsag. Dette værktøj kan gendanne relationerne i PersonaleIntras dokumentarkiv, ElevIntras klassearkiver og ForældreIntras arkiver.
 

Reindekser dokumenter i samlemapper

Med dette værktøj kan man gendanne relationerne mellem dokumenter på serverens harddisk og databasernes oplysninger om dokumenter i PersonaleIntras og ElevIntras samlemapper, hvis relationerne af en eller anden grund skulle være kommet ud af trit.
 

Vis lokal fejllog

Hvis der opstår en programfejl eller en anden fejltype på en af intranettets sider, gemmes oplysninger om fejlen i en lokal fejllog. Samtidig sendes en kopi af enkelte data vedr. fejlen til en central server hos UNI-C. På baggrund af denne indsamling af data fra alle SkoleIntra-skoler, kan UNI-C hurtigt identificere ofte forekommende fejl og bruge informationerne til at afhjælpe fejlene.

OBS. Fejllogning er kun aktiveret på udvalgte sites.

 

Oplysninger om sitet



Systemtjek rummer også en række oplysninger om systemet, som administrator og supporten kan benytte i tilfælde af problemer. Oversigten omfatter følgende:

 


Tips om teknik


 


SkoleIntra er en web-applikation, der afvikles i den lokale browser. SkoleIntra er derfor meget afhængigt af den browser som håndterer programmet.
Det er skolens eget ansvar at vedligeholde browserne, men i nedenstående findes tips til vedligeholdelsen af en browser, der kører SkoleIntra:

Valg af browser:
SkoleIntra testes i Internet Explorer og Mozilla Firefox. Hvis man anvender en anden browser kan man ikke være sikker på, at SkoleIntra virker helt som forventet.
SkoleIntra testes ikke systematisk i fx Safari-browseren eller i Chrome-browseren. Hvis anvendelsen af en MAC-computers Safari-browser giver problemer, kan man i stedet hente og anvende Firefox til MAC.

Tilføjelsesprogrammer anvendt i SkoleIntra:
Flash anvendes blandt andet ved upload af billeder. Hvis man fx har problemer med at sende billeder til SkoleIntra kan det være fordi at man skal have opdateret Flash. Hent det nyeste Flash herfra: http://get.adobe.com/flashplayer/
Java-scripts anvendes flere steder. Hvis man deaktiverer Java-scripts i sin browser, kan man opleve diverse Java-relaterede fejl på siderne.


Administration af midlertidige internetsider:
En internetbrowser er som udgangspunkt indstillet til at gemme midlertidige sider i sit lokale lager (cache). Den gemmer de sider man har besøgt tidligere, og viser dem næste gang, man er inde på siden, dog med tilføjelse af evt. ændringer siden sidste visning. Det gør browseren, for at mindske den samlede belastning på netværket (internettet), og dermed for at holde hastigheden på netværket så høj som muligt. Funktionen kan dog skabe forvirring hos den enkelte bruger:
- Hvis man fx har lavet en rettelse i et skema, og rettelsen efterfølgende ikke ses under Koordination -> Skema, er det meget sansynligt, at browseren stadig viser siden som den så ud sidste gang man kiggede på den. Hvis man har ændret et skema under Admin -> Skemaer har man nemlig ikke ændret på selve siden Koordination -> Skema.
- Efter en opdatering af SkoleIntra hænger der sider fra den tidligere version i browserens lager. Det kan fx medføre, at tekstfeltet i editoren ikke kan ses, at der mangler ikoner, at knapper ikke virker når man trykker på dem, m.m.

Problemet med uønskede midlertidige filer kan afhjælpes manuelt:
- Man kan lukke sin browser helt ned og starte den op igen, eller klikke på knappen F5 (opdater), et par gange.
- Hvis det ikke løser problemet, kan man tvinge sin browser til at slette de midlertidige sider (cachen). De midlertidige sider slettes manuelt på flg. vis:

Internet Explorer:
Funktioner -> Internetindstillinger -> Slet.. -> Sæt flueben i Midlertidige internetfiler (fjern fluebenet fra de andre valgmuligheder) -> Slet.

Hvis dette ikke er tilstrækkeligt, så gør flg.:
1) Funktioner -> Internetindstillinger -> Sæt flueben i Slet browserdata ved afslutning -> Anvend
2) Funktioner -> Internetindstillinger -> Indstillinger (Til højre for Slet..) -> Sæt flueben i den øverste valgmulighed Hver gang jeg besøger webstedet -> OK
3) Luk alle Explorer-vinduer ned, start Explorer igen. Bekræft at problemet er løst.
4) Gå tilbage til Funktioner -> Internetindstillinger -> Indstillinger (Til højre for Slet..) -> Sæt flueben i Automatisk -> OK. Denne sidste indstilling sikrer, at man fremadrettet arbejder med højeste hastighed på nettet.

Mozilla Firefox:
Funktioner -> Ryd nylig historik -> Flueben i Cache -> Slet nu

Google Chrome:
Indstillinger -> Værktøjer -> Slet browsingdata.. -> Sæt flueben i Tøm cache -> Ryd browsingdata

Safari:
Safari -> Tøm buffer .. -> Tøm


SkoleIntra og Word, samt andre programmer:

SkoleIntra er en web-applikation, der anvender HTML-koder, ligesom enhver anden internetside.
Hvis man indkopierer tabeller m.m., fra andre programmer (MS Word m.fl.), skal man være opmærksom på, at de typisk anvender deres helt eget sprog, og deres helt egne programmeringskoder. Der er derfor en vis risiko for, at den tabel man har lavet i fx Word ikke ser ud på samme måde, når den kopieres over i SkoleIntra. Der sker nemlig en oversættelse på vejen fra Word til SkoleIntra, nemlig fra Words sprog til internetsproget HTML.

SkoleIntras editor indeholder en knap, der hedder Indsæt fra Word. Hvis man kopierer fra Word (eller andre MS Office-programmer), bør man gøre det vha. Indsæt fra Word-knappen. Funktionen forsøger at smide overflødig eller ulæsbar kode væk, nemlig kode som ikke kan anvendes i HTML-sammenhæng. Det kan dog ikke garanteres, at funktionen kan foretage konverteringen problemfrit. Der kan fx opstå problemer af layout-mæssig karakter (underlige skrifttyper, forkerte eller ikke-redigerbare tabeller), men kan i grelle tilfælde også betyde, at det skrevne helt forsvinder! Man kan derfor med fordel anvende den indbyggede editor i SkoleIntra, den er skabt til internettet og dermed til HTML-sproget.

Bemærk: Det er helt uproblematisk at indkopiere fra Windows indbyggede tekst-editorer, derfor kan man evt. skrive i een af disse, hvis man ikke ønsker at arbejde online i SkoleIntras editor. Windows tekst-editorer findes via Start -> Tilbehør -> Notesblok, samt via Start -> Tilbehør -> Wordpad.

Endelig skal man være opmærksom på, at ikke alle forældre ejer Word-programmet, eller har det installeret på alle hjemmets computere/mobil-telefoner osv. Derfor kan man evt. lægge information ud som PDF-filer, hvis man har behov for det. Bl.a. Word giver mulighed for at gemme et dokument i PDF-formatet.

Tilføjelsesværktøjer (Toolbars):
Der findes mange forskellige toolbars på nettet, og mange af dem bliver installeret i forbindelse med installation af andre programmer, uden at man nødvendigvis er opmærksom på det. De to mest kendte problemstillinger med toolbars ift. SkoleIntra er Google Toolbar og Skype Toolbar.

Google Toolbar:
Google Toolbar er fra starten indstillet til at blokere pop-up vinduer. Det betyder i SkoleIntra-sammenhæng, at hvis man fx klikker på linket Gå direkte til ForældreIntra for .., eller hvis man vil udpege beskedmodtagere i beskedsystemet, så vil vinduet automatisk blive blokeret.

Skype Toolbar:
Skype Toolbar har den uheldige egenskab at den skyder kode ned i sider der redigeres, hvis de inholder ciffre, der af Skype tolkes som telefonnumre. Dette kan i værste fald gøre elevplaner m.m. uanvendelige efter redigering. Hvis programmet Skype er installeret på computeren, anbefaler vi, at man ikke anvender Skype Toolbar. Man kan deaktivere Skype Toolbar i Internet Explorer under Funktioner -> Administrer tilføjelsesprogrammer. Det er altså ikke nødvendigt at afinstallere Skype, blot man sørger for at deaktivere tilføjelsesprogrammet.

 

Tips om billeder i SkoleIntra

Det er muligt at anvende billeder mange steder i SkoleIntra. Her kan du læse tips til at beslutte, hvor dine billeder skal lægges ind i SkoleIntra, og hvordan du får det bedste resultat med billederne på nettet. I SkoleIntra anvendes billeder typisk følgende steder:

-   Forsidebilleder / skiftende forsidebilleder

-   Illustrationer til opslagstavlen m.m.

-   Billedarkiver i ElevIntra og ForældreIntra

-   Fotoalbummet

Forsidebilleder og illustrationer til opslagstavlen m.m.:

Forsidebilleder lægges ind via administrationen af forsideindstillingerne i Skoleporten, eller administrationen af forsideindstillingerne i PersonaleIntra, ForældreIntra, og ElevIntra. Her kan man vælge mellem statiske eller skiftende billeder, eller man kan endda anvende begge dele. Billeder til opslagstavlen udpeges, når man opretter opslaget.

I begge tilfælde er det vigtigt, at billederne ikke er for store, da forsidebilleder og opslagstavlen typisk vises mange gange i løbet af dagen, billederne skal helst loade så hurtigt som muligt, og ikke fylde mere end nødvendigt. (Læs mere om billedestørrelser længere nede i denne artikel.)

Hvad med billedarkiverne og fotoalbummet, og hvorfor vælge det ene frem for det andet?

Billedarkiver i Elev- og ForældreIntra: Disse arkiver er specifikt knyttet til den enkelte klasse. I modsætning til fotoalbummet, er billedarkivet kun beregnet til den enkelte klasse.
Det er let og hurtigt at lægge billeder ind i klassearkiverne, derfor er de meget anvendelige, hvis man ønsker at få billederne vist til klassen, men ikke vil bruge tid på at oprette et egentligt fotoalbum.
Desuden kan elever og forældre selv lægge billeder ind i klassearkiverne, hvis man tillader det.

Fotoalbummet: Det tager lidt længere tid at oprette et egentligt fotoalbum (via Værktøj -> Fotoalbum), i forhold til at lægge billederne i et billedarkiv. Til gengæld præsenteres billederne netop som et fotoalbum, så brugerne får en oplevelse af, at bladre i et album. Desuden kan fotoalbum rettes til flere modtagere på én gang. Det vil sige, at hvis man fx ønsker at give flere klasser adgang til de samme billeder, så er det nemmest at bruge fotoalbummet. Dermed skal man nemlig ikke lægge billederne op i alle de individuelle klassers billedarkiver.

Billedestørrelser og justering (skalering):
De fleste digitale kameraer/telefoner er som udgangspunkt indstillet til at tage billeder i meget høj opløsning. Et enkelt billede fra et moderne digital-kamera kan let fylde mere end 5MB (megabyte). Selvom det giver en fin opløsning, er billeder i den størrelse ikke egnede til internettet. Dertil fylder de alt for meget. De optager meget plads, og de kan ligefrem sænke den samlede hastighed på netværket, når mange brugerne samtidig downloader så store filer.

Heldigvis kan man gøre billederne mindre, så de både er egnede til internettet, men stadig bevarer en god billedkvalitet. Billedernes størrelse kan justeres på tre måder:

-    Indstilling af kameraet

-    SkoleIntras interne skaleringsfunktion

-    Billedbehandlingsprogrammer 

Indstilling af kameraet:

Digitale kameraer kan typisk optage billeder i forskellige kvaliteter og formater. Hvis du ønsker at optage og bevare dine billeder i bedste kvalitet,  skal du efterfølgende justere dem i størrelse, inden du lægger dem op på SkoleIntra. Ellers fylder de for meget.
Hvis du helt vil undgå at behandle billeder efterfølgende, kan du justere dit kameras indstillinger, så det tager billeder ved lav eller moderat kvalitet.

SkoleIntras skaleringsfunktion:

 

SkoleIntra har en indbygget skaleringsfunktion, som du kan anvende når du uploader billeder.

Du kan definere antal pixels (punkter på skærmen) for hhv. billedets højde og bredde.

Som udgangspunkt kan du anvende 450x300 pixels for liggende billede, og 300x450pixels for stående billeder.

Det er sjældent nødvendigt med en højere kvalitet end 50%.

 

Skalering i billedprogrammer:
Alle billedbehandlingsprogrammer kan justere størrelsen (skalere) billeder. Visse professionelle programmer har endda specielle funktioner udelukkende beregnet til at skalere og optimere billeder til anvendelse på internettet.
Det er dog ikke nødvendigt med det største og dyreste program, det vigtigste er, at programmet kan skalere mange billeder på én gang, så man ikke skal behandle hvert billede manuelt.

Fx kan det gratis program Irfanview skalere mange billeder på én gang vha. funktionen File -> Batch Conversion/Rename:

 

 

Sæt flueben i Use advanced options (for bulk resize…), og klik på Advanced.

 

 

 

 

 

 

 

 

I dette eksempel skaleres først alle de billeder der er optaget i liggende format. Jeg vælger at bredden skal være 450 pixels, og sætter flueben i Preserve aspect ratio. Dermed bliver billedet skaleret automatisk, dvs. højden justeres automatisk af programmet.

Jeg sætter opløsningen til at være 72 DPI, som er standard på nettet.

 

Efterfølgende skalerer jeg alle de stående billeder ved at vælge 450 pixels i højden, og DPI value til at være 72.

 Irfanview kan hentes gratis her.

Ovenstående er blot forslag til et billedformat beregnet til nettet. Formatet er både kvalitetsmæssigt godt nok til at blive fremvist, men ikke så stort, at billederne udgør en mærkbar belastning på netværket. Det er værd at indarbejde en rutine, så billederne altid loader hurtigt for brugerne, og ikke varierer for meget i størrelse.