I afsnittet Skema under Admin > Tilpasning har man følgende valgmuligheder:

Klik på et link for at læse mere om disse funktioner. 

 

Skematype


 I SkoleIntra kan skemaerne overalt i systemet vises fra to forskellige kilder. Enten hentes data fra et Grundskema (som fx. har fået sine data ved import fra et skemalægningsprogram) - eller også vises skemaerne ud fra redigerede lærer-, klasse eller lokaleskemaer.

Skolen skal således starte med at vælge skematype. Dette gøres af administrator under Admin > Tilpasning > Skematype. Vælg enten Grundskema – eller ’Lærer-, klasse- eller lokaleskema’.

Grundskema
Når der importeres data fra et skemalægningsprogram til SkoleIntra, lagres oplysningerne i et såkaldt grundskema. Dette indeholder data om, hvad hver enkelt medarbejder skal lave i hver enkelt lektion. Medarbejderens initialer er gemt på skemabrikker sammen med oplysninger om dag, lektion, klasse, fag og lokale. 
Der kan importeres skemaer for flere forskellige skemaperioder, så skolen kan fx godt have et skema, der dækker fra sommerferien til juleferien – og et andet skema, der gælder fra juleferien til sommerferien. Eller et nyt skema for hver eneste uge i et skoleår.

Når brugerne vil se et skema, henter programmet dette ud af grundskemaet. Hvis brugeren vil se en medarbejders skema, hentes alle brikker, som denne lærer figurerer på. Hvis brugeren fx vil se skemaet for 7A, hentes alle grundskemadata, hvori 7A indgår. Brikkerne ordnes og vises derefter pænt i skemaet på skærmen.

Grundskemaet kan redigeres. Dette sker under Admin > Skemaer > Rediger grundskema. Man kan her ændre på lektionernes placering og indhold – men man er bundet til de faste felter og betegnelser for personale, fag, klasser og lokaler. Når man redigerer en lektion, vælger man således lektionens nye betegnelser blandt personalet, blandt klasserne og blandt fagene. Til gengæld gemmes ændringerne centralt i grundskemaet, og det betyder, at hvis man har ændret på en lærers timer (fx flyttet 7As engelsktime fra 1. lektion mandag til 4. lektion om torsdagen) – så afspejles denne ændring straks, når man ønsker at se klassens skema eller lokaleskemaet. Der er altså en sammenhæng mellem de udgaver af personale-, klasse- og lokaleskemaer man ser, når de dannes ud fra grundskemaet.

Lærer-, klasse- og lokaleskemaet
På nogle skoler vil man gerne kunne arbejde mere frit med skemaet, så lektionernes og dagenes indhold ikke nødvendigvis er bundet til fx bestemte fagbetegnelser.
Her kan skolen vælge at arbejde med ’Lærer-, klasse- og lokaleskema’ i stedet for grundskemaet.
Skolen kan stadig importere sit skema fra et skemalægningsprogram, som lagres i et grundskema, som beskrevet herover. Men herefter kan skolen konvertere grundskemaet til redigerbare lærer-, klasse- eller lokaleskemaer. Ved konverteringen hentes alle læreres skemaer i grundskemaet og gemmes i et separat lærerskema. Det samme sker med klasse- og lokaleskemaer.

Der oprettes således en kopi eller et aftryk af grundskemaets indhold for hhv. lærere, klasser og lokaler. Nu er det denne kopi, der vises alle steder i SkoleIntra – og fordelen ved denne kopi er, at den frit kan redigeres. Hvor grundskemaets indhold er defineret i faste felter – så er kopiens indhold nemlig defineret som en fri tekst, man kan ændre på.

Men hvis man ændrer en lærers skema, afspejles dette ikke i klassens skema. Man skal altså selv redigere både lærerens skema, klassens skema og evt. lokaleskemaet.

Lukket skema eller åbent skema
Man vælger også, om man vil have et ’lukket skema’ – som kun kan redigeres af bestemte brugere med rettighed til dette – eller et åbent skema, som kan redigeres af alle brugere, fx selvstyrende team ol. 

Maximalt antal lektioner
Man kan endvidere også vælge, hvor mange lektioner skemaet maximalt skal kunne vise. Standard er 8 lektioner – men man kan vælge mellem 7 og 30 lektioner på en dag.

 

Ringetider


Under Admin > Tilpasning > Ringetider kan skolens ringetider indskrives og ændres. 

Ringetiderne minder meget om lektionsbetegnelserne - men benyttes andre steder i SkoleIntra end lektionsbetegnelserne. Ringetider vises i vikaroversigter (hvor ude fra kommende vikarer jo netop har behov for at kunne se ringetiderne) og i Skoleporten, mens lektionsbetegnelser typisk bruges i reservationssystemet.

Skolen kan selv bestemme, om ringetiderne skal vises i vikaroversigterne. I Admin > Tilpasning > Ringetider kan disse redigeres - og her er det også muligt at vælge, om de skal vises eller ikke. Hvis man vælger ikke at vise ringetider, vil lektionsnumrene blive vist i stedet.

Afdelingsopdelte ringetider
Hvis man på skolen anvender afdelinger, kan man også vise ringetider for hver enkelt afdeling.
Under Admin > Tilpasning > Ringetider kan man indskrive ringetider for de forskellige oprettede afdelinger.
Afdelingernes ringetider vil slå igennem på visningen af alle personale- og elevskemaer og i vikarskemaerne
Der er defineret et sæt ‘Standard-ringetider’ (som er overført fra ringetiderne i tidligere versioner af Skoleintra).

I nogle situationer kan det være vanskeligt for programmet at afgøre, hvilken ringetid, der skal vises. Her benyttes standardringetiderne. De vises i disse tilfælde:
1. Hvis der ikke er defineret ringetider for en af afdelingerne
2. Hvis en medarbejder er med i mere end et afdelingsteam
3. Hvis en klasse er tilknyttet flere afdelinger
4. I den grafiske visning af skemadelen af mødeaktiviteteterne.

 

Ferier og skemafrie perioder


Man kan oprette eller redigere oplysninger om ferier og skemafrie perioder under  Admin > Tilpasning > Ferier og skemafrie perioder. Det er ikke tilladt at oprette overlappende ferier eller overlappende skemafrie perioder.

Oplysninger om ferier vises i feriekalenderen i alle SkoleIntras moduler. Det kan tilknyttes en bemærkning til ferier, fx SFO er åben kl. 8-14 i vinterferien. Evt. bemærkninger vises i feriekalenderen.

I reservationsdelen markeres ferier, fridage og dage, hvor det normale skema er suspenderet, med en særlig farve, så man så man bliver advaret mod af vanvare kommer til at reservere et lokale en forkert dag. I skemafrie perioder vises det normale skema ikke i reservationssystemet.
 

 

Vikarskemaer


Her kan administrator fastlægge, hvordan vikarskaer skal vise. Man kan bestemme, om ændrede lektioner skal farvelægges eller ej. Man kan desuden til- og fravælge, at systemet automatisk undersøger, om vikarer, der påsættes, er brugt flere gange i samme lektion, eller om en påsat vikar er meldt fraværende samme dag.